Siden min barndom var jeg begejstret over legetøjet kaleidoskop. Dengang havde jeg et meget enkelt udgave med små plastikdele. Nu har jeg forskellige eksemplarer, købt i Amsterdam, Krakow, Leipzig, København og Berlin.
Fysikeren fra Scottland David Brester har opdaget kaleidoskopen igen i 1816 efter den var gået i glemmebogen siden Antikken.
Hvad er det der kan holde min begejstring oppe over så mange år? Hvorfor kan jeg blive ved med at glemme tid og sted, når jeg retter mine øjne mod spejlene i røret?
Der er farverne. Kombinationen af dem og hvordan de supplerer hinanden, understøtter eller kongurrerer med hinanden. Så er der mønstrene. Billeder der dannes af linier og former der minder om blade fra træer og blomster. Nogle gange bilder jeg mig ind at jeg ser en figur eller et ansigt. Disse mønster er bygget op symmetrisk. Symmetrien giver en oplevelse af harmoni og orden.
Når jeg nu selv maler symmetriske billeder med penslen og gouache-malingen er der en eneste ting der driver mig. Hvordan kan jeg skabe et billede med en symmetri, altså en vis orden og klare linier uden at det virker for tænkt og for konstrueret? Jeg stiler efter det levende billede, et udtryk der ikke mætter, men tværtimod der drager. Et billede jeg kommer tilbage til igen og igen. Et billede jeg ikke rigtig bliver færdig med, ikke i dag, ikke i morgen heller ikke i næste uge og næste måned.
