Med spænding i kroppen kørte jeg ud til Emil Noldes Museum. Det stod længe på min ønskeliste og nu endelig fik jeg gjort det. Da jeg kom ind på parkeringspladsen en morgen duftede det af frisk landluft, vanddråberne rullede stille fra bladene og solen kom forsigtig frem. Jeg var en af de første gæster, da jeg trådte ind i en ret stor hal, hvor receptionistdamen ventede på mig med et smil.
Filmen om Emil Nolde var lige begyndt, den skulle vare en time. Senere, da jeg skulle forlade museet, rynkede en gæst næsen, meget kraftig overvejende om han skulle bruge en helt time på at høre om kunstneren. Jeg blandede mig først med et smil og så fortalte jeg ham, hvor givende filmen om Emil Nolde er, hvor meget jeg fik ud af det og at jeg bestemt ikke kedede mig. Filmen, der beskrev Noldes liv var ikke ukendt for mig. Jeg så den i museet “Kunsten” i Ålborg i forbindelse med udstillingen af hans oliemalerier og akvareller. Noldes kamp om sin eget udtryk i farver og skikkelser, hans bestræbelser om anerkendelse, livet i Berlin i vintermånederne og på landet om sommeren, kun få kilometer fra Tønder, alt det og mere, blev levende fortalt i denne film. En ting jeg undrede mig over, var Noldes ægteskab med den 26 årige Jolanthe Erdmann i 1948 i en alder af 80 år, to år efter hans Ada døde. Ingen information om hvordan denne forbindelse blev til og hvornår den startede, kun at hun var datteren af en fælles ven.
Den ekspressionistiske maler startede sit arbejdsliv som træskærer, levede i Paris og München. I Schweiz oplevede han for første gang en stor omsætning, da hans postkort blev solgt som varm brød. Motiverne viste bjergene fra Alperne med sjove ansigter og troldagtige vagabonder. Han underviste på en kunstskole i Schweiz, dog uden at blive helt tilfreds. I Danmark igen, i København mødte han endelig en kvinde som blev hans ledsager. Ada, den unge smukke skuespillerinde har det svært ved siden af maleren Nolde med sit store egodrifter og den konfliktskabte søgen efter identitet. Hun bliver syg flere gange, tager på kurophold og forsøger engang i Berlin at tjene nogle penge med skuespillet, uden succes.
Museet består af en stor bogbutik, en cafe, en biograf, en have og selve boligen, hvor Emil og Ada levede. Lige der malede Nolde sine oliemalerier i 20erne. I dag kan gæsterne beundre meget få af dem, fordi største delen er spredt over hele kloden. Jeg brugte meget tid på de små lapper papir, der kaldes de “Umalede billeder” som han malede under nazisternes magtsystem. Nolde malede dem i all hemmelighed, i sit skjulested, hvor han byttede oliemaling med akvarel og gouache farver, for ikke at blive afsløret under Gestapoens kontrolbesøg. Malerens Berufsverbot var hans held efter Anden Verdenskrig, taget i betragtning, at Nolde slet ikke stod afvisende overfor de nye magthaver. Han var også medlem af den nordslevigske NSDAP, naziparti.
Efter et par timers ophold i museets indre og ydre arealer, inklusive den smukke have med vand og farverige blomster, købte jeg Noldes erindringer, samlet i fire bøger. Utrolig spændende læsning. Noldes opfattelse af ren kunst fra det tyske og ariske er svært for mig at sluge og den står også i modsætning til både hans billedsprog og hans opfattelse af hele skabelses process. Malerierne er fyldt med skæve eksistenser og appelerer til mange afkroge i den menneskelige sjæl. Den opfattelse kolliderer voldsomt med hans syn på hvad der er værdig og hvad der er uren. Nazisterne var åbenlyst klar over denne uoverensstemmelse og erklærede Noldes billeder for Entartet.
I cafeen drak jeg afsluttede vis en kop kaffe. Der opdagede jeg et lille kort med bemærkninger om at her kommer fysisk og mentalt handicappede og arbejder blandt andet som tjener. Et koncept jeg kender fra Skovgård Hotel i Brovst, der har arbejdspladser på særlige vilkår. Der bliver udviklingshæmmede uddannet, de få et job og dermed en identitet som mennesker. Meget sympatisk, tænkte jeg med et smil, da jeg var på vej til min bil. Menneskernes forskellighed har en stor værdi for mig og som jeg fornemmer i Noldes ekspressionistiske billeder, uanset hvad. Cirklen sluttede sig for mig der, sådan at det giver mening.
