Udstillingen i maj i Galleri Bredgade 22 i København bliver et brag af gode vibrationer. Jeg glæder mig og har sommerfugle i maven.

I tre uger har jeg været i gang med at organisere: ringe, skrive mails, undersøge, få nye ideer, laver om på det og finde frem til klare linier gennem samtaler med min mentor. Min hensigt er at få gode mennesker til at gøre denne her udstilling til en fest. At det netop ikke handler om at hænge et par malerier op på otte væge på en fornem adresse i København for så at vente på kunderne. Festen er i min forestilling ein Kommen und Gehen, hvor mennesker krydser deres vej, strides med hinanden, de bruger deres sanser, de finder et hvilested i en kaotisk verden, når de kommer ind i galleriet. Farver, fortællinger og ikke mindst minder hjælper til at formulere nogle visioner.

Selvfølgelig, malerierne bliver hængt op, ingen tvivl om det. Berliner og jyder har set dem og nu er det Københavneres tur. Disse malerier er blevet til efter jeg er flyttet fra storbyen til Limfjorden.

I går fik jeg en god samtale med Lars Kræmmer, der støtter min event om Artmoney. Vi vil gentage succesen med artmoneybørs, som vi oplevede engang på Gallopperiet i Christiana for mange år siden.

I dag faldt aftalen med Ibsens Hotel på plads. Det første hotel i verden, der har indfører artmoney. Kirsten Brøchner-Mortensen, der ejer Ibsens Hotel vil holde et lille oplæg om hendes erfaringer med at bruge artmoney i sin virksomhed.

Kunstdebatten tager også form. Hvad ser jeg i Annettes billeder? Hvorfor kan vi ikke undvære kunsten i vort liv? Hvad gør det ved os? Kan de mere øvede kunstkøbere give noget videre til dem der har premieren foran sig?
Gitte, Svend, Sue, Alice og Bjarne har sagt ja til at stille op og fortæller om deres oplevelse ved at købe mine malerier. Jeg er tæske nysgerrig hvilke malerier der bliver taget med hjemmefra som vi så hænger op i galleriet for en stund.

Mit eget foredrag “Inspiration fra en kunstner” har jeg nogenlunde styr på.

Nu handler det om at få den gode nyhed om den festlig affære spredt ud i byen og på Sjælland. Kunstavisen vil ikke skrive en foromtale. Det vil passe ellers rigtig godt, sådan tidsmæssig. Kunstavisen udkommer et par dage før fernisering den 3.maj. Men Tom Jørgensen holder fest ved principperne: ingen foromtale. De vil først se udstillingen og så skrive om det, hvis vi er heldig.

Jeg må hellere få fat i andre printmedier og hvem siger at TV og Radio ikke vil være interesseret i denne festlig affære?

I dag starter jeg med at placere min numse i sofaen som en vær lømmel og nyder billeder og ord.

“Det værste og det bedste” læser jeg på omslaget. En tynd langstrakt bog som jeg købte engang i København. Hvad det var, der fangede mig dengang, husker jeg ikke. Derimod ringer klokkerne nu, for jeg mindes.

Jeg mindes om dagene i DDR. Når jeg spørges, så sent som i lørdags ved et middagsselskab, om livet i DDR, ja så deler jeg gerne mine svar op i det gode og det dårlige. Men kun i mit hoved. For det dårlige husker folk mest her i landet- enten genem TV-avisen eller egne oplevelser ved grænsen. Om det gode blev der ikke skrevet så meget om. Og var der egentlig noget godt i DDR?

Jeg synker ned i poesien fra Søren Ulrik Thomsens hånd.  Et spørgsmål stiller sig – wie von selbst – Hvad var det bedste og hvad var det værste i DDR? Det er det mit udgangspunkt ligger i alle de lange diskussioner og debatter både med tyske og danske hidsigpropper…

“Det bedste jeg ejede da jeg var ung
var en læderjakke købt i Paris
elektriskblå som et firserdigt
og med en gnistrende similistjerne på kraven.”

Min krop var også svøbt i noget blåt, da jeg var ung. Hver mandag morgen og blusen var bestemt ikke købt i Paris. Der manglede vist nok en similistjerne på kraven. Til gengæld blinkede der noget som vi kaldte “Abzeichen”. Alt i alt var det nok ikke det bedste jeg ejede da jeg var ung.

Men hvad går fascinationen ud på?

Masker tiltrækker mig på grund af deres mangfoldige udtryk i farver og former. en bestemt stemning indfanges og dem der bærer masken får en vis anonymitet. En maske kan virke beskyttende for dem der bærer den og provokerende for omgivelserne.

Har vi ikke alle sammen masker på fra tid til tid?

Kulturforskeren Karen Lisa Salomon skrev i avisen Information den 17. februar tankevækkende om masker, både i historisk forstand og aktuel belyst. Læs endelig hele artiklen her som jeg anbefaler. http://www.information.dk/293784

Selv har jeg dykket ned i emnet med tush og papir. En serie af Artmoney med motivet MASKER er det blevet til. En maske til hver stemning.

artmoney

Enhver oplevet eller fortalt historie sætter spor i mine billeder. Når jeg bliver spurgt,  hvad maler du? svarer jeg kort: livet. Mit, de andres og hvem ved, måske også dit engang.

2008 skete en voldsom forandring i mit liv. Forandringen var ovenikøbet selvvalgt. Efter et storbyliv med en tilværelse i Leipzig, Berlin og København flyttede jeg til Lars Tyndskids Mark. Med alvorlige miner advarede mine venner i København mig mod denne beslutning. Marken ligger nord for Limfjord med blik på Mors.

At vågne om morgenen med pittoresk solopgang over vandet, hvor fiskehejren finder sin morgenmad, er ikke det værste, der kan ske. I stedet for at glo på en kedelig bygning og overvære naboens skænderier fanger mit syn et par træer, og mine ører lytter til solsorten og nattergalen. Selv om årstiderne byder på mangfoldigt vejr, og stormen jager fortvivlede snefnug horisontalt forbi mit vindue, kan jeg lide dette sted ude på landet.

Det forekommer, at jeg ikke træffer mennesker i dagevis. Jeg har naturen omkring mig: Solen, Månen og stjernerne, jorden, planter og ikke mindst dyrene. Muldvarpen, ræven, frøer, katten, måren, rådyrene, svalerne, myrer, hvepse og andre insekter. De er talrige og efterlader deres spor, ikke altid til min fornøjelse. Det er en fryd at lytte til frøernes sang om aftenen og det er irriterende, når måren med sin leg på loftet ødelægger isoleringen. Hvor jeg hensynker ved nattergalens sang i baghaven, og hvor jeg væmmes, når rotterne forsøger at gnave sig gennem køkkenvægge om vinteren. Hvor hopper mit hjerte af glæde, når jeg ser et pindsvin luske gennem bladene, og hvor ærgrer jeg mig, når myrerne har optaget min yndlingsplads på græsplanen.

“De har været der før DIG”, siger min kære husbond, “og nogen endda millioner af år “. Han mener vist, at jeg er nødt til at arrangere mig med mine dyriske naboer.  Jeg begynder at interessere mig for dem  og observerer dem. Når de jager, når de dovner, når de forsøger at parre sig. Efterhånden begriber jeg, at jeg selv er en del af et selskab, et samfund. Her er jeg så tæt på, at jeg ikke behøver at gå i Zoo. Jeg er et dyr blandt mange og en del af en biotop, der kræver respekt.

At skifte storbyliv ud med et liv i naturen, har sat sig spor i mit maleri. Især billedet “Et dyr blandt mange” beskriver mine modstræbende følelser af angst, glæde, irritation og forbavselse.

Jedes Erlebnis und jede Geschichte, die mir erzählt wird, kann Einfluß auf meine Bilderwelt nehmen. Wenn mich jemand fragt: Was malst Du eigentlich?

ist die Antwort oft: das Leben; meins, das der Anderen und vielleicht auch Deins

2008 sollte sich mein Leben grundlegend ändern. Hatte ich bisher mein Dasein in Großstädten wie Leipzig, Berlin und Kopenhagen verbracht, so beschloß ich- trotz Augenrollens und Mahnungen von Freunden- aufs Land zu ziehen. Im Dänischen heisst es auch “på Lars Tyndskids mark” – dort wo Lars Dünnschiss sein Feld liegt.

Mit Vogelgezwitscher und pittoresken Sonnenaufgängen aufzuwachen, statt auf langweilige Gemäuer zu schauen, blicke ich nun jeden Morgen beim Frühstück auf den Fjord mit seinen geschäftigen Bewohnern. Es wimmelt von Möwen, daneben der Fischreiher durchs flache Wasser stakend, und die Schwäne sind dabei, sich zu putzen. Was für eine Idylle. Wenn die Jahreszeiten wechseln und der Sturm aufgeschreckte Schneeflocken waagerecht am Fenster vorbeijagt, genieße ich diesen Landstrich im Norden Dänemarks.

Es kommt vor, daß ich tagelang keiner Menschenseele begegne, und wenn sich erst einmal die Dämmerung aufs Land senkt kann es unheimlich still sein. Und doch, es regen sich meine Mitbewohner. Sie sind zahlreich und hinterlassen Spuren. Nicht immer zu meiner Freude. Schwalben, Rehe, Füchse, Igel, Spinnen, Maulwürfe, Schnecken, Katzen, Frösche, Mäuse, Ameisen, Marder, Wespen und allerlei anderes Insektengetier.

Zum ersten Mal in meinem Leben werde ich mir bewußt, daß ich ein Teil einer großen Gemeinschaft von Lebewesen bin. Dazu brauche ich nicht einmal einen Zoo zu besuchen. Wie groß ist die Freude beim Anblick eines Igels und wie groß ist der Ärger, wenn der Marder auf dem Dachboden im übermütigen Spiel die Isolierung zerstört. Wie aufregend ist es, der Nachtigall zu lauschen und wie unangenehm kann es sein, wenn im Winter die Mäuse sich durch Küchenwände nagen. Wie lustig ist es, dem Konzert der Frösche in der Sommernacht zu lauschen und wie ärgerlich, wenn die Ameisen mir meinen Lieblingsplatz im Garten streitig machen. “Denk dran, sie waren vor Dir hier” sagt mein Gatte, “und einige sogar schon seit Millionen von Jahren.”

Die widersprüchlichen Gefühle von Freude, Angst, Staunen und Ärger habe ich im Bild “Et dyr blandt mange” festgehalten. Ein Tier unter Vielen – so fühle ich mich in dem Lernprozeß, mit meinen Mitbewohnern respektvoll umzugehen und dabei meinen eigenen Platz zu finden.

]]> http://falklund.dk/wordpress/?feed=rss2&p=380 0 http://falklund.dk/wordpress/?p=372 http://falklund.dk/wordpress/?p=372#comments Sun, 05 Feb 2012 23:39:33 +0000 aflund http://falklund.dk/wordpress/?p=372 Continue reading →]]>

At lave sine egne penge er tiltrækkende. At står op om morgenen, mærk de mentale behov for mad og drikke, kultur og varme, for derefter at tegne og male penge som skal bruges at opfylde nævnte behov.

At shoppe med den slags penge, kunstpenge, er en fornøjelse.

Jeg har prøvet det flere gange og nu også på hotel. Når jeg overnatter i København, så har jeg flere muligheder hos mine venner. Denne gang skulle jeg prøve Ibsens Hotel i Nansensgade som jeg har hørt så meget om.

“Dejligt at du kommer” lyd velkomsten. “Vi har brug for artmoney”, siger receptionisten og hans blik falder på væggen i hotelets café. Der har de en hel væg med forskellige artmoney i rammer. Ved nærmere eftersyn opdager jeg en del tomme rammer, fordi hotelets gæster har købt dem.

Efter jeg har sovet som en sten og nydt min morgenmad dagen efter rækker jeg fire artmoney over disken. Resten (en halvtredser) klarer vi med min Dankort. “Kom endelig igen” hører jeg fra en smilende direktør og træder ud i solskindet og frostklar luft.

“Du vil synes om den” siger min mand og jeg er ikke spor overbevist.

Han vil lokke mig foran TV- skærmen. Livet er for kort til fjernsyn, tænker jeg. Så forsøger han igen, siger: “Den er fra Wim Wenders” og jeg sætter mig på sofaen for at give den en chance.

“Pina” er titlen på filmen, min mand forsøger at friste mig med. En dokumentarfilm, jeg lige vil vurdere i fem minutter.

Slanke kvindekroppe hvirvles på en scene, musikken lyder monumentalt og farverne fanger mig med det samme. Dansescenen foregår på en café. Stolene kastes hurtig til side og to dansere bevæger sig mystisk gennem lokalet med en fortvivlende kropssprog. Episoden bliver gentaget igen og igen.

Min opmærksomhed er fanget og min fem minuters vurderingstid er for længst overskredet da et dansepar svæver gennem et glaslokale. Dette store lokale (fuldstændig omringet af glasvægge) befinder sig midt i en park, en oase midt i skønneste efterårsfarver, som kvinden i en blodrød kjole forlader på jagd efter sin dansepartner.

Musikken lyder dramatisk i alle scener jeg overværer. Den minder mig lidt om den i stumfilm blev brugt i 20erne. Også Gershwin kommer til sin ret og Tangorytmer eller en børnesang fra gamle dage. En anden gang ligger blomster på scenen, tusindvis. Naturlige materiale som jord, vand og græs ingår i rekvisitterne.

Filmens titel henleder til ophavskvinden til alt det forunderlige spektakel der forgår på scenen i danseteater Wuppertal. Hendes dansere tager afsked fra Pina Bausch, som døde i 2009. Deres ansigter fylder næsten hele Tvskærmen og jeg lytter til deres mindeord, talt i deres modersmål som jeg ikke forstår altid, fordi de kommer fra hele verden.

Jeg elsker teater, anderledes teater, noget der bringer sindene i kog, der rusker i vort alt for ensformede liv. Det må jeg opleve i virkeligheden, tænker jeg, da filmen er slut. Det strejfer mig også, at jeg elsker min mands lokkeri når det kommer endelig til stykket.

Denne film i 3D-teknik har fået publikumsprisen på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX og kommer nu i biograferne. Læs her hvorfor:

http://avisen.dk/blogs/biomadsen/pina-dansede-sig-ind-i-publikums-hjerter-paa-cph-dox_32335.aspx

Det er ikke så moderne i en tidsalder af sms, e-mail, skype og mobilen at sende en gammeldagskort med posten. Og slet ikke med de forhøjede priser Postdanmark kommer hvert eneste år.

Alligevel gør vi det: at finde en stund og skrive i hånden hvad vi har på hjertet, når vi tænker på en god ven eller familien. Gør du ikke os selv det? At blive glad når du  finder en hilsen i postkassen?

Jeg har valgt nogle motiver til nogle postkort som du kan se her. Motiverne er hentet fra den abstrakte verden og jeg har tegnet med copic på hvidt papir.

Persönlich gerichtete Grüße machen eine Karte erst richtig lebendig. Hier habe ich vier Motive aus der Serie Monotypien ausgewählt. Eine Karte ist im B6 Format als Klappkarte im weißen Briefumschlag.

Die Motive sind gefühlsbetonte Gesichter mit charakteristischem Ausdruck – Menschen wie wir sie täglich treffen, ob es sich um den Charmeur, den Teufel oder eine verträumte Person handelt.

Lars Kræmmer, der Erfinder des A R T M O N E Y, beschäftigt sich seit einiger Zeit mit einer Porträtserie ganz besonderer Art. Wenn man seine Bilder betrachtet, schaut man in Gesichter von Staatsmännern, beliebt und gefürchtet, verehrt und gehasst.

Es kommt auf die Gesinnung des Betrachters an. Hitler tauchte als Erster auf, gefolgt von Mao, Stalin, Pol Pot, Busch, Fogh und nun auch vom gestürzten Gadaffi. Alle haben sie Etwas gemeinsam: ihre Augen weinen. Farblich arbeitet er in den Grundfarben und ihren Nuancen, niemals mit Schwarz und Weiß, dafür viel mit gelblichen Tönen. Die Gesichter drücken Stärke, Kaltblütigkeit und Erhabenheit aus. Da wirken die Tränen, zum Teil gut versteckt, wie ein Anhängsel, wie eine symbolische Erklärung.
Ich besuchte Lars in seinem Atelier im Frühjahr und sah seine ersten Arbeiten in dieser Serie. Sie erinnerten mich an diese romantischen Fotos  mit Kindern, deren Krokodilstränen aus den Augen kullerten. Diese Plakate waren sehr beliebt in den 80ern und schmückten zunächst Wohnungseinrichtungsfilialen und später etliche Kinderzimmerwände. Der Maler reagierte begeistert, als ich die Tränen erst beim zweiten Hinschauen entdeckte.
Ich mag diese Bilder nicht wirklich und finde sie künstlerisch mittelmäßig. Technisch sind sie so ausgeführt, daß das Wiedererkennen leicht fällt, was man beileibe nicht von allen Porträtmalern behaupten kann. Lars hat in dieser Serie was Neues Geschaffen, eine klare Linie und einen eigenständigen Ausdruck gefunden. Das will ich ihm anerkennen. Doch spricht es mich nicht wirklich an. Mir fehlt die Seele in den Bildern und ich werde das Gefühl nicht los, daß er an der Oberfläche bleibt.

Ihr könnt Euch selbst ein Urteil bilden bei Lars Kræmmer http://www.kraemmer.dk/

Diese Porträts waren im Sommer in Berlin zu sehen und sind jetzt im Rundetårn in Kopenhagen ausgestellt. Sie sind eine Reise wert.